OM KE

Således at klare tingene op, hvis der er nogen misforståelser:
(Deres hjemmeside er her: http://www.ke-udstilling.dk/)

KE fejrer i år sin 112. sæson som bannerfører for det kunstneriske vækstlag i Danmark. Meget er sket siden Kunstnernes Efterårsudstilling dannedes i år 1900 som et alternativ til Charlottenborgs Forårsudstilling, men meget er dog stadig det samme.

KEs nerve har alle dage været en stor sensibilitet overfor mangfoldigheden og det nye i kunsten. I flere generationer har KEs adelsmærke været, at det var kunstnere der såvel administrerede som censurerede de debuterende kunstnere. Heraf navnet Kunstnernes Efterårsudstilling.

Denne model har været garanten for, at censorpanelet til hver en tid har haft fokus på væsentlige parametre såsom kvalitet og originalitet, i stedet for uvæsentlige parametre såsom navn og uddannelsessted. Samtidig har såvel bestyrelse som medlemmer i alle årene bestået af KE-kunstnere, og da censorgruppen år efter år er blevet sammensat ud fra demokratiske afstemninger blandt KEs medlemmer, da er cirklen sluttet: KEs kunstnere peger selv på det censorpanel der efterfølgende udklækker næste kuld af KE kunstnere, som så igen peger på et nyt censorpanel.

KEs grundidé kan således – lidt firkantet – sammenlignes med den store kunstteori fra det 20. århundrede som blev grundlagt af Arthur C. Danto og Warhols Brillo Boxes: Institutionsteorien. Denne teori bygger netop på dét demokratiske princip, at kun i fællesskab og kun igennem sådanne fællesskaber der interesserer sig for og engagerer sig i kunst kan et ”værk” som et offentligt fænomen ophøjes og ”adles” til kunst.

KE er et sådant maskineri: Enhver der får værker igennem det berømte nåleøje, kan med god samvittighed kalde sig for kunstner.

De seneste par år har den siddende bestyrelse dog følt at visse ændringer måtte laves, hvis KEs ”institutionsteoretiske” grundidé skulle bestå. Mange kunstnere kæmper en brav kamp for blot at kunne få tid og råd til at skabe deres kunst, og har derfor hverken tid eller overskud til at engagere sig i kulturelle projekter som KE. Netop derfor har den demokratiske fødekæde med afsæt i det komplette bagland af medlemmer i mange år været mere ord end gerning. Tiden har ændret sig; cirklerne er blevet større og den medierede virkelighed et grundvilkår. Måske er den reelle, demokratiske tyngde ved denne bevægelse blevet forskudt fra KEs medlemmer til kunstscenens ”medlemmer”; altså til alle der vurderer samtidskunsten i dagens Danmark.

Det er i denne medievirkelighed og denne forskydning fra medlemmer til kunstscenen, at det ”revitaliserede KE” tager sit afsæt. Det er herfra, at den siddende bestyrelse de seneste par år har ændret på alt fra vedtægter og kommunikationsplatform til udstillingssted og censurpanelets sammensætning

Man kan sige at KE med de mange nye tiltag er trådt ind i en ny epoke. Men til trods for alle ændringerne er KEs grundidé stadig den samme, og KEs nerve er stadig sensibilitet overfor mangfoldigheden og det nye i kunsten.

KE – 0 ÅR, 50 ÅR, 90 ÅR, 110 ÅR …

Den 10. september år 1900 stod at læse i Berlingske Aftenavis: ”Kunstnernes Efteraarsudstilling er Navnet paa et Foretagende, der i Aar for første Gang føres ud i Livet, men forhaabentlig i Fremtiden vil blive en fast og varig Institution”.

I 1950 gjorde kunstkritiker Walter Schwartz status over de første halvtreds år i værket Kunstnernes Efterårsudstilling 1900-1950 og i 1990 følger Torben Weirup trop med antologien KE – 90 år hvor en håndfuld billedkunstnere og kulturpersoner evaluerer KEs historiske og aktuelle betydning for kunstscenen i Danmark.

Her pointerer bl.a. Per Kirkeby, at KEs moderne problematik er at nutiden er en markant anden end den da KE blev grundlagt, og at selve institutionen ”KE” således står overfor en virkelighed den ikke kan matche.

Ib Sinding skriver i sit bidrag til bogen, at anmeldere i perioder næsten har skiftet grundlæggende holdning til KE-projektet fra år til år, og at roserne og kritikken er et grundvilkår for KE.

Torben Weirup noterer selv meget rammende i sit forord, at KE kun kan bestå gennem fortsat evaluering:

”… mange af bogens bidragydere, (…) forholder sig endog særdeles kritisk til KE. Enkelte kunne måske hævde, at bogen ikke er videre elskværdig ved den institution, den søger at beskrive, men dette sker med velberåd hu: uden en levende diskussion om KE’s form og indhold, KE’s profil med et moderne udtryk, kan de forhåbentlig profetiske ord fra Berlingske Aften for 90 år siden næppe gå i opfyldelse.”

No comments yet.

Skriv et svar